Vi skal redde flere liv!

Næsten 4.000 danskere rammes hvert år af et hjertestop, og alt for mange dør. Men sådan behøver det ikke at være. Et nyt privat initiativ med rullende hjertestartere på de danske landeveje skal være med til at reducere antallet af dødsfald i forbindelse med hjertestop.

En god tommelfingerregel er, at chancen for at overleve et hjertestop falder med 10 %, for hvert minut der går. Derfor er det helt afgørende, at hjælpen er hurtigt fremme, og der påbegyndes livreddende førstehjælp – og at der er adgang til en hjertestarter, der rent faktisk tages i brug!

”Vi ved, at der hænger over 2.500 hjertestartere rundt om i vores region, og ca. halvdelen er placeret, så de er tilgængelige hele døgnet. Alligevel er det desværre kun i meget få tilfælde, at hjertestarterne tages i brug. Faktum er, at den gennemsnitlige overlevelsesprocent kun er på mellem 12 og 14 %, når vi taler om præhospitalt hjertestop i Danmark. Det er rigtig ærgerligt, da anvendelsen af hjertestartere ville kunne redde flere liv,” fortæller René Arne Bergmann, der er funktionsleder for den operative tjeneste i regionen.

Men et nyt projekt under navnet ”Hjertepiloter” kan være med til at vende den statistik og øge chancerne for, at flere overlever og slipper uden voldsomme men! Projektet går i al sin enkelhed ud på, at virksomheder, kommuner og privatpersoner investerer i en hjertestarter, som de har liggende i bilen. Det kan være taxaer, sælgere, håndværkere, hjemmeplejere, transportfirmaer, vagtfirmaer eller andre, der har biler på vejene på forskellige tider af døgnet. Når en borger ringer 112, og der er mistanke om hjertestop, så kan de ansatte på vagtcentralen aktivere den nærmeste Hjertepilot med et enkelt tryk på tilhørende skærm. Herefter finder systemet selv den nærmeste Hjertepilot, der får besked om, hvor de skal køre hen.

”Det er vigtigt at understrege, at vi altid først tilkalder en ambulance, så der er professionel hjælp på vej til den nødstedte. Projektet her erstatter IKKE vores eksisterende beredskab, men er udelukkende et supplement, hvor vi fremadrettet kan få hjertestartere hurtigt frem, indtil de professionelle ambulancereddere er på stedet,” understreger René Arne Bergmann.

”Vi har alle et ansvar for hinanden og pligt til at hjælpe, når ulykken indtræffer. Med rullende hjertestartere i regionen får vi mulighed for at kunne få en hjertestarter, der måtte befinde sig i nærheden, hurtigt frem til ofret og dermed øge chancen for overlevelse,” forklarer René Arne Bergmann.

Region Sjælland har indgået en aftale med det private firma Hjertepiloterne. Det betyder, at regionen fra i dag har en ordning, hvor allerede 39 personer er udstyret med en hjertestarter i deres bil. Nye aftaler er på vej, og det betyder, at der efter sommerferien vil være 100 nye Hjertepiloter kørende i regionen.

Det er således, at både private, virksomheder og det offentlige kan udstyre deres biler med en hjertestarter og dermed indtræde i ordningen som ”Hjertepilot”.

For at indtræde i ordningen som Hjertepilot og få hjertestarter i bilen skal man gennemføre et kursus i førstehjælp, som er en del af den samlede pakke.

Der er store forventninger til projektet, og forhåbentlig vil ordningen brede sig til andre regioner.

For yderligere information:

René Arne Bergmann, funktionsleder for den operative tjeneste Region Sjælland: 31 38 14 48

Kim Janos Pedersen, projektleder for Hjertepiloterne: 31 71 01 50